Vi går sommeren i møde og med den lysere årstid, kommer alle festerne også. Der er konfirmationer, studenterne springer ud og måske et enkelt sommerbryllup eller to. Måske står du selv og skal til at planlægge, hvordan du får den bedste og fedeste fest.

Det kræver en del at få en fest på plads. Der er mange forskellige ting, der skal falde på plads. Noget helt konkret, som du kan forberede i god tid, er udsmykningen og borddækningen. Måske har du allerede lavet en bordplan, så hvorfor ikke tænke i farver, blomster og indkøbe de produkter du allerede nu ved, du skal bruge.

Her har vi samlet nogle ideer til, hvordan du får et smukt og elegant bord til netop den fejring, du går imod.

Bordopstilling og base

Som det første, når du har fundet det sted, der skal holdes fest, skal du finde ud af, hvordan bordene skal stå. Er det flere runde borde? Den klassiske hestesko? Eller et langbord? Bordopstillingen har både betydning for bordplanen, men bestemt også for de bordduge, du skal investere i.

Bordduge er et element i sig selv. Der findes nemlig en del forskellige slags, så du kan finde netop den, der passer til dit tema. Der er sket en del siden de klassiske fløjlsduge, og i dag kan du altså finde smukke duge til en ordentlig pris.

Er farven til konfirmationen lyserød eller skal studenterfesten have guld på bordene, så er det altså en mulighed. Bordduge findes i alle mulige størrelser og farver.

Når du har bordopstillingen på plads og har valgt den rigtige borddug, kan du arbejde med det, der skal stå ovenpå.

Service

Tallerkner, bestik og glas er alle en del af det service, der er næste skridt i planlægningen. Har du lejet et forsamlingslokale er der måske allerede service til rådighed, men flere vil gerne selv vælge, hvad der passer til deres tema.

Skal du holde et bryllup er det måske vigtigt at have nok tallerkner til det antal retter, der er planlagt. Det er også blevet populært at gå på jagt i genbrugsbutikker for at finde service, der ikke er helt ens, men som indbyder til fest og hygge.

Servicen er måske ikke dér, hvor du ønsker at ligge din energi. Derfor springer vi videre til næste punkt.

Blomsterdekorationer med sæsonens blomster

Når du investerer i en borddug, vælger du også hvilke farver, der skal være gennemgående til din fest. Måske har du valgt en helt hvid, så du starter med en blank base og kan freestyle resten. Ligegyldig hvad, så er det ikke et rigtigt festbord uden blomster.

Afhængigt af hvornår du holder din fest, kan det have betydning for hvilke blomster, du kan få fat i. Det er surt at have sat sig i hovedet, at du skal bruge påskeliljer, når de netop er afblomstret.

Det er alt sammen noget, du kan tale med din blomsterhandler om. Er du mere fleksibel og vil gerne have et vildere udtryk, kan du også selv plukke de blomster, du kan finde. Det betyder dog, at du ikke har lige så stor kontrol over de farver, du kan få fat i.